Vester Skerninge præstegård

Den danske præstegård, som den kendes overalt på landet, er barn af reformationen i 1536. Før den tid kendes præstegårde som en del af præsternes aflønning, men præstegården som centralt led i sognets kirkelige liv hører den lutherske kirkeordning til. Med forbillede i det liv, som levedes i Luthers egen præstegård i Wittenberg, udvikledes præstegårdslivet, hvor præstefamilien skulle være menighedens gode eksempel i alt, hvad angik ordentlig husførelse, from og kristelig børneopdragelse og anstændig omgang med tyende. Herudover skulle præstegården være et sted, hvortil enhver kunne ty for at søge råd og vejledning i alle sager, først og fremmest de åndelige, naturligvis, men også i praktiske anliggender. Derfor pålagde kirke ordinansen af 1537 alle sogne at sørge ordentligt for deres præsters underhold, og dette uddybedes i en forordning fra 1540 om, at præsteembedet skulle til lægges en af sognets gårde, ikke den bedste, for præsten måtte ikke se sine sognebørn over hovedet, men en af de bedste, for han måtte heller ikke blive økonomisk afhængig af de bedrestillede sognebørn, han skulle være fri til at øve sin gerning lige for alle. Præsten skulle bo i præstegården, og i annexsognene udlagdes såkaldte annexgårde, som fæstedes bort, mens præsten oppe- bar fæsteafgiften, og gården skulle stille et rum til rådighed for ham, hvor han kunne klæde om før og efter gudstjeneste. Siden reformationen har Ulbølle og Vester Skerninge sogne været ét præstekald, Hundstrup kom først til i 1970. Oprindelig lå præstegården i Ulbølle, men annexgården i Vester Skerninge ansås for en bedre gård, og præsten anmodede om tilladelse til at bytte. Det blev ham tilstået ved kongeligt brev af 25. september 1573, men først i 1589 synes skiftet at have fundet sted. Den gård, præsten overtog i Vester Skerninge, lå i byens vestlige ende. Den brændte i 1631, og et mageskifte foretoges, så den nye præstegård kom til at ligge ved kirken. Løsholten, som hænger over døren til studerekammeret, lader forstå, at der foretoges reparation eller ombygning af gården 1662, formodentlig på grund af skader påført den under svenskernes hærgen på Fyn 1658-59. Den nuværende bygning er opført 1682. Kvisten er påsat i 1797,og fra det år stammer trappen i forgangen og gulvene i havestuen og bispestuen. En fløj mod nord blev nedbrudt i 1952 i forbindelse med en hovedrestaurering af bygningen. Udhusene, som lå syd for boligen nedbrændte 4. december 1921, og avlsgården flyttedes ud på præstegårdens jorder. Sidefløjen med konfirmandstue, hestestald og hønsehus opførtes 1922. Det rige og eksemplariske præstegårdsliv, som gården skulle være ramme om, trivedes vel ikke altid lige godt. Kilderne fortæller om både fordrukne og forarmede præster, og de har næppe kunnet være forbillede for sognets folk, og ej heller har præstegården da kunnet være det sted, hvortil man kunne søge i sin nød. Men de beretter også om flittige og arbejdsomme præster og om præstefamilier, som levede et varmt og smukt liv, hvor præstegårdens døre var åbne for sognets beboere. Det nævnes især under de tre generationer Bredsdorff, der beklædte embedet fra 1773 til 1848. Ældre mennesker i Vester Skerninge kan endnu berette om, hvorledes huset i pastor Nellemanns tid (1919-46) var et samlingssted for byens unge, hvor især sangen var det, som bandt sammen. Under pastor Mørch (1 946-65) åbnedes dørene for de kristelige ungdomskorps. Det fortsattes under hans efterfølger, sognets første kvindelige præst og landets første kvindelige kirkebogsførende sognepræst, Elisabeth Fabricius, (1966-86), som også begyndte at holde møder for ældre, en virksomhed, som siden er fastholdt. Og således lever den lutherske præstegårds tradition om åbenhed endnu i Vester Skerninge præstegård. Om det eksemplariske må sognets folk dømme, men givet er det, at dansk kirkeliv vil lide skade, om denne tradition skulle uddø.

 

 

ll